Natur-projekter i Bjerregrav Børnehus 

I børnehaven ynder vi at lave projekter både med og om naturen.

Vi har fantastiske omgivelser, der byder på forskelligartet skov, vådområder, enge, brakmarker, småsøer, frugtplantage, Hvolris jernalderlandsby og Møllebækken rislende omkring legepladsen. Vi bruger hele herligheden løbende både til at studere men også som læringsrum for div. aktiviteter med andre læreplanstemaer end natur for øje.

I år har vi lavet 2 større naturprojekter, der har omhandlet ”livets mirakel i børnehøjde”. Disse 2 projekter har vi indsendt handleplaner og dokumentation til ”de grønne spirer” og vi er så heldige at vi lige er blevet godkendt til at få De Grønne Spirers flag.

 

Projekt 1:

Larve-puppe-sommerfugl.

Vi har fulgt udviklingen fra larve til puppe til sommerfugl i et terrarie i børnehaven. Vi så de bittesmå larver vokse sig større og større. Vi så dem øve sig i at spinde spind og skifte ham, indtil de blev store nok til at forpuppe sig. Det hele kulminerede i at se de smukkeste Tidselsommerfugle klække ud fra pupperne. Vi holdt en afskedsfest for sommerfuglene den dag, vi slap dem fri på børnehavens legeplads. Der blev spist sommerfuglekage og vinket farvel.

Fedt projekt hvor børnene fik mulighed for at følge metamorfose på nærmeste hold.

 

Projekt 2:

Klækning af hønseæg.

I begyndelsen af april 2018 tændte vi en rugemaskine midt inde i børnehaven. Vi lagde en masse smukke æg deri, og så ventede vi spændt. Efter en uges tid gennemlyste vi æggene i et mørklagt rum, og sørme om ikke vi allerede kunne få øje på de spæde blodårer inde i de befrugtede æg.

Vi gennemlyste æggene løbende og fulgte kyllingernes udvikling inde i ægget. Børnene var dybt fascinerede af processen!

Efter 21 dage i rugemaskinen klækkede de første æg og rugemaskinen blev fulgt tæt af hele Børnehuset. Spændingen var stor hver eneste gang at et nyt æg begyndte af pippe, slå revner eller bevæge sig!

De første 3 uger herefter boede de små bløde kyllinger under en varmelampe i garderoben, så børnene kunne følge dem på nærmeste hold.

Efterfølgende blev kyllingerne flyttet ud i et hønsehus på legepladsen, hvor de gennem deres opvækst er blevet fulgt med spænding. Vi har slagtet og spist vores haner og venter pt. på at vores næsten voksne høns skal lægge deres første æg.

 Vi glæder os til en masse fantastiske naturprojekter i fremtiden med Børnehusets herlige børn.