På Bjerregrav Friskole har vi mange fælles arrangementer, hvor personale, elever og forældre mødes og hygger sig sammen. 

Motionsdagen:
Fredag i uge 41 afholder vi den traditionsrige "skolernes motionsdag". Her sendes eleverne på løb rundt i vores naturskønne nærområde på kryds og tværs af årgange. Det er en meget festlig dag, hvor vi byder alle velkommen til en dag i fællesskabets og motionens tegn. 

Klippedagen:
Klippedagen er en fantastisk dag arrangeret i samarbejde med vores elevråd. Her arbejder klasserne med julepyntning af deres klasse. Alle med det fælles mål at skabe en skole i den bedste julestemning. Vi åbner dørene op for forældre, bedsteforældre og alle andre, der kan give en hånd med for at nå et flot resultat. 

Adventsfesten:
Hyggeligt julearrangement hvor alle børn fra 0.-9.klasse laver juleunderholdning og Luciaoptog. Aftenen byder også på fællessang, traktement med æbleskiver og 5. klasse har en bod med salg af div. håndværk, ting og sager.

Adventsfesten er et åbent arrangement for børn, forældre, familier, bedsteforældre til børnehuset og friskolen samt andre i lokalsamfundet.

Skolefesten: 
Der afholdes to skolefester. En for 0.-4.klasse og en for 5.-9.klasse. Her opfører 3. og 6.klasse den skolekomedie, som de har øvet sig på de sidste uger. Skolefesterne ligger fast tirsdag og torsdag i uge 6. Om tirsdagen er der optræden af 0. klasse og 3.+6. klasse. Om torsdagen er det 3.+ 6.klasse. 

Begge aftner byder på diverse aktiviteter og disco. Forældrene i 0.-4.klasse laver en aktivitet i hver klasserum til skolefesten tirsdag. Elevrådet spiller en stor rolle i planlægningen af skolefesten, og står for disco med diverse aktiviteter. 
Arrangementet er kun for børn, der går på friskolen og deres forældre. 

Dimissionsfest:
Afgangsprøven i 9.klasse kræver en ordentlig fejring. Derfor inviteres elever og forældre til en hyggelig aften sammen med personalet. Her ses tilbage på elevernes tid på skolen, og de får lykønskninger og gode råd med på vejen videre ud i livet. 8.klasses elever står for servering og kommer med et festligt indslag.