Inde:
SFO har brugsret over skolens gymnastiksal, som bliver brugt til flere forskellige aktiviteter.
Gamerrummet: navnet alene antyder jo temmelig kraftig, hvad der foregår her. Rummet er opstået på baggrund af børns mere og mere digitaliseret hverdag og har et kæmpe socialt potentiale, idet at børnene på kryds og tværs af alder og gennem dialog og social adfærd opnår et fælles JEG – i stedet for at sidde hjemme hver for sig og til tider ikke spiller alderssvarende spil.
I SFO´en er der også et køkken, dukkekrog, hygge hems, krea rum m.m.
SFO´en bruger også skolen træværksted/ billedkunst til forskellige aktiviteter.
Ude:
Vores legeplads består af en stor græsplæne med mulighed for mange forskellige aktiviteter:
- Spacenet, multibane, bålhytte, boldbaner, gynger, en stor sandkasse og mange nye legeredskaber.
Der er også gode muligheder for at køre på cykel og mooncars. Derudover har vi bækken som vi ofte bader i om sommeren.
Vi ser legen som at være en umiddelbar, spontan og frivillig aktivitet.
Børnene leger ikke for at lære og heller ikke for at fremstille et eller andet produkt, som eksempelvis i vores værksteder. Legen er således en aktivitet, hvor mål og motiv falder sammen og legen udspringer af umiddelbare behov og interesser i mødet mellem det enkelte barn og dets omgivelser. Hermed ikke sagt, at børn ikke sætter sig konkrete mål i deres leg og at de ikke lærer noget når de leger.
I legen ”øver” børnene sig i at forholde sig søgende, udforske og skabende i forhold til sig selv og deres omgivelser.
I den sociale fantasileg skaber børn en fælles historie ud fra egne interesser og behov. Det er her fantasien tager over og en ide kan forfølges i næsten uendelighed.
Når fantasilegen er fælles og stor, kan børn opleve en intens følelse af hengivelse, samhørighed og forståelsen af sig selv i den sociale sammenhæng.
Leg er vigtig, fordi det er børns mest oplagte rum til at udvikle selvbestemmelse, forstået som evnen til at opnå større indflydelse på og kontrol af eget liv sammen med andre.
Vi ser ofte børn som bliver frustreret når der opstår problemer under leg i gruppen og børn virker tit opgivende når vi voksne blander os afbryder og forstyrrer i legen. Det ses også f.eks. når børn bliver bedt om at rydde op eller når de bliver hentet og skal hjem.
Her er det vigtigt at vi som voksne, er klar til at bryde den negative stemning og få børnene guidet hen mod en fornuftig løsning. Langt hen ad vejen lykkes det også, at få dem til at nå en løsning på egen hånd. Men når det kniber guider vi dem ud fra pædagogiske og demokratiske linjer, at få dem i tale for derigennem at nå til enighed.